Indhent et tilbud her
Jeanette Søm Munk Historie
”Jeg er adopteret.”
Tre ord som har fulgt Jeanette Søm Munk gennem hele livet. Her fortæller hun om, hvad det vil det sige at være adopteret, og hvordan hun lever med svære følelser som sorg, tabt identitet og angsten for at miste.
To Uger Gammel og Alene
Jeanette blev fundet på et trappetrin uden for en politistation i Iran i 1971 og tilbragte de første 8 måneder af sit liv i Teheran på et svensk børnehjem. På det tidspunkt var hun ikke mere end 2 uger gammel, og børnelægen på stedet mente, at hun måtte være født omkring d. 11. november.
”Jeg tror fødselsdage for mange adopterede børn, som er blevet fundet under samme vilkår som jeg, har sorgfulde følelser omkring deres fødselsdage. Ikke så meget i relation til selve datoen, selvom det også rummer følelser af vrede og skuffelse over ikke at vide med sikkerhed, hvornår man er født. Men mere i relation til det medfødte traume man lider under når man er adopteret. Fødselsdage er en konstant genkaldelse af tab og svigt, og de følelser kan få afgørende konsekvenser i forholdet til sig selv og andre mennesker senere i livet.”
Tomheden
I 2016 bliver Jeanette færdig med uddannelsen som psykoterapeut. Under forløbet bliver hun konfronteret med sine følelser omkring sin egen adoption. Hun indser, at den tomhed som altid har været til stede i hende har sit udspring i tiden på børnehjemmet.
”At blive forladt af sine biologiske forældre som spæd og begynde livet på et børnehjem har store omkostninger for det enkelte barn. Tabet af især moren efterlader barnet uden den naturlige sammensmeltning mellem mor og barn – amningen og den nære fysiske kontakt de første 6 måneder af barnets liv. At være afskåret fra ”flokken” (den biologiske familie) så tidligt sætter dybe spor af ensomhed og lagre en følelse af ikke at høre til nogen steder.”
Som psykoterapeut med en personlig historie om adoption ved Jeannette, hvor vigtigt det er at få klarhed på en masse af de følelser der følger med det at være adopteret.” Kan man forstå sig selv og de konsekvenser det har haft i ens liv at miste sine biologiske forældre, kan man genfinde den ro som naturligt skulle være fulgt med en som spæd,” siger Jeanette.
Jeanette arbejder i dag som selvstændig psykoterapeut og efteruddanner sig til efteråret i tilknytningsteori med fokus på netop adoption.
”Det gør jeg, fordi jeg gerne vil hjælpe andre adopterede børn og voksne med at forstå, hvorfor følelser som sorg, ensomhed, uro og usikkerhed mange gange er meget dominerende hos dem. Der er naturlige årsager til at de er der, men man er nødt til at arbejde sig igennem dem, for at komme ud over deres dominans. Min egen historie har været præget af sorg, ensomhed, uro og usikkerhed, og jeg fik først skruet ned for de følelser under min uddannelse, hvor jeg arbejdede indgående med mig selv. Desuden indså jeg, hvilke vidtrækkende konsekvenser de følelser har haft i mit liv.”
"Du ligner ikke din mor eller far?" og "Hvor kommer du fra?"
Jeanette kom til Danmark 8 måneder og 3 uger efter sin fødsel. Hun fik en familie med en mor og en far, en 4 år ældre søster og en hund der hed Rolf. Selv husker hun ikke noget fra tiden på børnehjemmet og ved kun, hvad hendes forældre har fortalt hende.
”Der var 700 børn i alle aldre på børnehjemmet, så da jeg kom til Danmark kravlede jeg nærmest med det samme. Der har sandsynligvis været få ressourcer til at møde børnene der hvor de var, så jeg forestiller mig, at jeg mest har ligget i den seng jeg blev lagt i da jeg kom.”
I en lille idyllisk landsby lidt uden for Ringkøbing møder Jeanette Danmark. Hun får den tryghed hun har manglet og vokser op med kærlige og støttende forældre. Hun føler sig som alle andre.
Da hun når skolealderen, går det op for Jeanette, at hun alligevel ikke er som alle andre. Hendes mørke hår og øjne afslører en anden etnicitet, og spørgsmål som hvorfor ligner du ikke din mor eller far? eller hvor kommer du fra? bliver noget hun skal forholde sig til.
”Jeg kan huske, at jeg som barn lod som om jeg talte persisk. Jeg legede med en veninde og forsøgte at lave lyde og ord som var fremmede og anderledes. Som børn leger vi tit, at vi er noget andet end det vi er – hvad jeg så ikke var klar over på det tidspunkt var, at min leg rummede en virkelighed med en vedhæftet sorg, som aldrig helt forsvinder.”
Sorgen er et livsvilkår
Jeanette fortæller, at det er en sorg i sig selv at være adopteret. Et uforløst hvorfor bliver hos dig livet igennem, og adoptivfamilien, som du nu er en del af, kan du ikke spejle dig i. For Jeanette bliver det en flugt og et forsvar at svare på folks spørgsmål om hvor hun kommer fra.” Jeg satte automatpiloten på og svarede hurtigt, at jeg var adopteret. På den måde var jeg fri for at føle og tænke over svaret, og så kunne resten af tiden gå med at drikke kaffe og tale om noget andet.”
Da Jeanette bliver mor i 2013, går det for alvor op for hende, hvilke store konsekvenser det har haft, at der har været et hul på 8 måneder i hendes liv.
”Min datter er født med sin historie. Hendes far og jeg vil altid kunne fortælle hende om fødslen og svare på spørgsmål om hvem og hvad. Hun vil kunne spejle sig i os og aldrig mangle en identitet. Det nye for mig i det her er, at jeg for første gang i mit liv kan gøre det samme. Jeg kan spejle mig i hende og genkende mig selv, og med det følger en identificering – jeg kan identificere mig med hende.”
For spædbørn er den fysiske spejling og identifikation vigtig, men ifølge Jeanette koster det mere på længere sigt at mangle den følelsesmæssige spejling og identifikation.
På børnehjemmet blev jeg ikke set nok. Der var ikke et genkendeligt smilende ansigt som konstant tog sig af mig og viste mig, hvordan jeg kunne spejle mig i det ansigt. Det har haft den konsekvens, at jeg har levet med en kronisk søgen efter mennesker at spejle mig i – folk som smilte ligesom mig eller gik ligesom mig. Fra veninder til folk jeg ikke kendte i blade og tv har jeg ledt efter noget genkendeligt – at ligne andre eller være ligesom andre blev så afgørende for mig, at det at skille sig ud fra mængden blev et kors at bære på.
Den største udfordring
Forholdet og kontakten til andre mennesker har været den største udfordring i Jeanettes liv. Adopterede børn og voksne har et stort behov for kontakt til andre og at opnå tryghed i tilværelsen.
Som barn havde Jeanette svært ved at lege alene. Hun havde hele tiden brug for at have en tæt kontakt til sine omgivelser. Som voksen sugede hun folk til sig og gav helst ikke slip. Sammensmeltningen de første måneder mellem mor og barn manglede i hendes liv, og derfor har hun konstant forsøgt at finde den andre steder.
”Med veninder har mit behov for tryghed haft den konsekvens, at jeg har lukket op for ”posen” alt for hurtigt og skræmt folk væk, og i parforhold har jeg aldrig kunnet give mig helt hen, fordi jeg har overanalyseret forholdet og været bange for at blive forladt.”
Omsorgen - for sig selv
Netop på grund af sin egen historie er Jeanette meget engageret i arbejdet med adopterede børn og voksne. Hun hjælper børn og voksne med at acceptere adoptionen og med at forstå de følelser der ligger bag den. Sammen arbejder de sig ud af de konsekvenser, det kan have fået at være adopteret, og sammen håndterer de udfordringerne og balancerer følelserne konstruktivt.
”I de fleste tilfælde er det et arbejde som lukker op for en ny tilstedeværelse i livet – en genkaldelse af det man mistede som spæd – omsorgen – for sig selv.”
Om at være adopteret
Jeg deler ud af min personlige erfaring
Da jeg selv er adopteret, fortæller jeg gerne om mine egne udfordringer, angst for at miste, erfaringer og oplevelser.
På den måde vil du sikkert opleve, at der på nogle områder vil opstå en genkende problematikker – på den måde opstår en spejling af identiske følelser og handlemønstre.
Du er mere end velkommen til at ringe til mig allerede i dag på (+45) 42 76 98 35.
Jeg vil glæde mig til at høre fra dig.
Bedste hilsner
Jeanette
Kontakt mig
Du kan få fat i mig på (+45) 42 76 98 35.
Jeg glæder mig til at høre fra dig.
